Hvad er POM, og hvad er dens egenskaber og anvendelser

Engelsk navn på POM: Polyoxymethylen, forkortet som polyoxymethylen. Det videnskabelige navn på polyoxymethylen er polyoxymethylen (POM), også kendt som Saigang og Trane. Det opnås ved polymerisering af formaldehyd som råvarer. POM-H (polyoxymethylenhomopolymer) og POM-K (polyoxymethylencopolymer) er termoplastisk konstrueret plast med høj densitet og høj krystallinitet. Har gode fysiske, mekaniske og kemiske egenskaber, især fremragende friktionsbestandighed.

Polyoxymethylen er en lineær polymer uden sidekæder, høj densitet og høj krystallinitet og har fremragende omfattende egenskaber.
Polyoxymethylen er et hårdt og tæt materiale med en glat, skinnende overflade, lysegul eller hvid, og kan bruges i lang tid i temperaturområdet på -40-100 ° C. Dens slidstyrke og selvsmøring er også overlegen i forhold til de fleste konstruktionsplast, og den har god oliebestandighed og peroxidresistens. Meget intolerant over for syrer, stærke alkalier og måneskin ultraviolet stråling.
Polyoxymethylen har en trækstyrke på 70MPa, lav vandabsorbering, stabile dimensioner og glans. Disse egenskaber er bedre end nylon. Polyoxymethylen er en stærkt krystallinsk harpiks, som er den hårdeste blandt termoplastiske harpikser. Det har høj termisk styrke, bøjningsstyrke, træthedsstyrke og fremragende slidstyrke og elektriske egenskaber.
POM er en krystallinsk plast med tydeligt smeltepunkt. Når det når smeltepunktet, falder smelteviskositeten hurtigt. Når temperaturen overstiger en vis grænse, eller smelten opvarmes for længe, ​​vil det medføre nedbrydning.
POM har gode omfattende ejendomme. Det er det hårdeste blandt termoplast. Det er et af plastmaterialerne, hvis mekaniske egenskaber er tættest på metal. Dens trækstyrke, bøjningsstyrke, træthedsstyrke, slidstyrke og elektriske egenskaber er alle meget gode, kan bruges i lang tid mellem -40 grader og 100 grader.
Ifølge den forskellige molekylære kædestruktur kan polyoxymethylen opdeles i homopolyoxymethylen og copolyoxymethylen. Førstnævnte har høj densitet, krystallinitet og smeltepunkt, men har dårlig termisk stabilitet, snæver behandlingstemperatur (10 grader) og lidt lavere stabilitet over for syre; Sidstnævnte har lav densitet, krystallinitet og smeltepunkt, men har god termisk stabilitet, er ikke let at nedbryde og har en bred behandlingstemperatur (50 grader)
Ulemperne er: korrosion ved stærk syre, dårlig vejrbestandighed, dårlig vedhæftning, tæt termisk nedbrydning og blødgøringstemperatur og lavt iltgrænseindeks. De er meget udbredt i bilindustrien, elektroniske apparater, mekanisk udstyr osv. Det kan også bruges som en vandhane, karmvindue og håndvask.